Mentalbeskrivelse

Hvad er det og hvad kan det bruges til?

Af Helle Mulvad.  
©Copyright.

       Ønskeprofil kan ses her

Når man første gang hører om mentalbeskrivelser, kan man godt blive noget forvirret. Ikke så mange har endnu prøvet at overvære en mentalbeskrivelse, så alle de ord og begreber, der forbindes med dette, lyder som volapyk.

Jeg vil prøve at komme med en nærmere forklaring på,  hvad det er, hvad det kan bruges til, og hvorfor det er vigtigt at få alle hunde mentalbeskrevet. Jeg vil også prøve at forklare lidt om, hvad det egentlig betyder, når der er krydset af i nogle af felterne i skemaet uden dog at forklare dem alle.  

Hvad betyder det for den enkelte hundes egnethed til avl? Hvor skal man være opmærksom og skal man måske endda undlade at avle på hunden? Hvad betyder avlen for racen som helhed? Spørgsmålene er mange fra hundeejerne og opdrætterne både i specialklubberne og i DKK. Nogle af de mest almindelige kommer her:

”Jeg har læst lidt om det” eller ”Jeg er blevet gjort opmærksom på det, gennem min opdrætter eller min træningsplads, så hvad er det egentlig for noget og er det mon noget for mig eller min hund?”

”Er det en præstationsøvelse, eller kan jeg også deltage med min hund? Jeg har jo ikke trænet så længe, for min hund er ikke så gammel, så hvordan vil det gå? Skal jeg måske vente, til den er lidt ældre?” ”Hvordan vil min hund klare det efter en måske ”dårlig” oplevelse, og hvad hvis den bagefter bliver mere aggressiv af at blive ophidset?”

”Hvor kan jeg få min hund beskrevet og får jeg et bevis på at min hund har været med?”

Jeg håber igennem denne artikel, at flere vil få en større forståelse for, hvad der sker ved en mentalbeskrivelse, og hvad det betyder.

Der er i mange år blevet testet og beskrevet hunde i Sverige. Det er også herfra, vi i Danmark, har lært det meste af det, vi ved om at teste hunde. I Sverige har de igennem mange år forsket i hundenes adfærd, og i hvordan man bedst kan belyse den mest arvelige adfærd. I Danmark har vi testet hunde i over 25 år, men det har overvejende været brugshunde. Resultaterne er blevet samlet, men ikke ret mange steder blevet brugt til noget særligt. Før 1999 kunne man få sin hund karaktertestet i Danmark. Det var fire dommere, der sammen på bedste vis afgjorde, hvordan hunden opførte sig. Der blev bedømt mere, end der blev beskrevet, og derfor blev forskellene større end ønskeligt. Man vurderede hvad hundene gjorde, og der var måske ikke altid enighed om, hvilken adfærd det var, hunden viste. I 1997 var en gruppe af karaktertest dommere på kursus i Sverige for at lære, hvordan man beskrev hundene i stedet for at bedømme dem. I Sverige havde de nemlig fundet ud af, at der var større sikkerhed i at beskrive, hvad hunden reelt gjorde i stedet for at vurdere, hvad den gjorde. De var nået frem til flere metoder, som kunne fortælle noget om hundenes reaktioner og evne til at afreagere. Vi har ingen indflydelse på resultaterne, som det er nu, det er udelukkende hundens adfærd i momenterne, der beskrives. Det betyder også at man ikke får en komplet vurdering af eller løsning på sin hund, når den er beskrevet. Det vil altid være op til den enkelte hundeejers egen vurdering ud fra resultatet at beslutte, om den skal indgå i avl eller ”bare” være hund.

Hvem ”tester” og hvad et det man ”tester” for?

Man tester hundens arvelige egenskaber, og man har valgt de funktionskredse, som er vigtigt i vores samspil med tamhunden nemlig : flokfunktionen, jagtfunktionen, forsvarsfunktionen og undersøgelsesfunktionen. Det hedder ikke en mentaltest, men en mentalbeskrivelse idet man kun får en beskrivelse af, hvad hunden har gjort i hvert moment og ikke et resultat eller en konklusion.

I mentalbeskrivelsen gennemgår hunden en række momenter, som øger hundens stressniveau. På denne måde kan man beskrive hundens evne til at koncentrere sig og dens evne til at afreagere på det, som den udsættes for. Alle hunde har tærskelværdier for, hvornår en handling udløses, og det er dette, som bruges til at ”teste” hundene. Vi beskriver hundens tærskelværdier for hvordan, den klarer de forskellige momenter. Tærskelværdier kan ændres gennem avl, så derfor er det interessant. Tærskelværdier er den faktor, som udløser eller bremser en reaktion i hunden. Man kan godt kalde det for bremseklodser, for det viser hvor længe, en hund kan vente med at starte sin reaktion på det, den udsættes for. Man kan ikke fjerne hundens medfødte instinkter, men man kan gennem avlen, give den en større tålmodighed. Ved at udtage de hunde i avl, som har for lave tærskelværdier, vil man gennem avlen få hunde, der bedre klare den stressede og urolige verden, vi lever i, og flere mennesker kan finde ud af, at det at have hund kan være en positiv oplevelse. Man skal ikke være bange for, at hundene ikke vil kunne bruges til noget, ved at man fjerner deres lave tærskelværdier. I de momenter som beskrives, bør en velfungerende hund ikke have for lave tærskelværdier. Man skal huske på, at mentalbeskrivelsen ikke tester hundens evner til at få en præmie i agility, IPO eller spor, men den siger noget om, hvor meget tid hunden skal bruge på at afreagere.

Når man i Danmark skal lære at beskrive hunde, gennemgår man et kursus i DKK, hvor man blandt andet lære noget om etologi (adfærd), hundens signaladfærd, og om hvordan man udfylder ”test skemaet”. Det er meget vigtigt at vide noget om signaladfærd og at kunne se, hvad det er, hunden gør, ved de enkelte momenter for at kunne udfylde et skema korrekt. Der vil altid være fire beskrivere, så er man i tvivl, måske fordi man lige så væk i et vigtigt øjeblik, er der altid tre andre, som man kan få hjælp af. Det sikre at alle momenter bliver beskrevet korrekt. Det er jo ikke ligegyldigt hvor krydserne sættes! Ofte oplever man hundenes ejere eller publikum, som ikke forstår, hvad det er  hunden gør, og derfor vil have en forklaring på, hvad den gjorde, og hvad det betyder. Når man går som hundefører på banen, ser man ikke alt det, hunden gør, fordi den kan opholde sig bagved. Man må nemlig ikke vende sig om for at se efter hunde. Det er en meget mærkelig situation for den, som går med hunden, for man vil jo meget gerne se det hele selv.

Gennem ”testen” udsætter man hunden for otte forskellige momenter, som for nogle momenters vedkommende er delt op i flere delgrupper.

 Man beskriver hundens lyst til kontakt med fremmede personer. Dens lyst til at lade sig undersøge og  håndtere af en fremmed. Lysten til at engagere sig i leg med testleder og ejere. Trækkeleg med klud, jagtlyst og byttefangst, aktivitetsniveau, overraskelser, nysgerrighed og afreaktion ved synligt moment og lydmoment, revirforsvar og skudrædhed. Det lyder af en frygtelig masse slemme ting, som skal ske, men ingen af tingene er noget, man kan eller skal træne hunden til. Når man stiller til beskrivelse, kræver man intet andet, end at hunden føres i snor, og at den må slippes under nogle af momenterne. Resultatet bliver ikke ringere af at hunden "kun" har levet som en ganske almindelig familiehund og aldrig har været på en træningsplads. Jo mere ”rå” hunden er, des mere sandfærdigt vil billedet være i alle momenter. Det er grunden til, at hundene ikke skal være så gamle, når de beskrives. Alderen skal være mellem 10 og 24 måneder for at give et sandt billede af de arvelige tærskelværdier. De hunde, som er over 24 måneder, kan sagtens beskrives, men man skal bare vide, at som avlsredskab kan man ikke være sikker på resultatet. En voksen hund har fået meget erfaring i rygsækken, og derfor vil nogle værdier måske være dæmpet lidt. Det betyder ikke, at man skal holde sig fra at beskrive de ældre hunde. Resultaterne kan godt give et billede af, hvordan hunden har det, og det kan i nogle tilfælde være af interesse for ejeren og måske også  for opdrætteren.

Hvordan foregår en mentalbeskrivelse?

Jeg vil her prøve så kort som muligt, men alligevel forholdsmæssigt grundigt, at beskrive, hvordan en test foregår.

Når man kommer til en testdag, har man i forvejen fået besked på at komme med hunden i et fast halsbånd og i en ca. 1½ meter lang, glat line, uden modstand i form af ringe og lignende på snoren.

Inden man kommer ind på banen, kommer en af beskriverne ud til hundeføreren og hilser, tjekker halsbånd og line og forklare, hvad der først skal ske. Hundeføreren må ikke snakke med hunden når momenterne kører, kun når han/hun bliver bedt om det.

Kontakt – håndtering:

Hundeføreren går med hunden i lang line rundt imellem publikum, som under hele testen fungere som en samlet gruppe/flok, der fra moment til moment går foran hundeføreren og testlederen. Når alle er passeret, så hunden har haft mulighed for at snuse og tælle alle, går føreren ud og stiller sig tæt på den beskriver, som står ca. 15m. væk. Det er den person, som er testleder på den hund, som nu er på banen. Testlederen vil være den samme, der følger hunden rundt ved alle momenter, indtil testen er slut. Hvis hunden tager fysisk kontakt til testlederen, begynder han at tale med føreren. Hvis den ikke tager kontakt, venter testlederen i 15 sek. Dette er for at give hunden en chance for selv at søge opmærksomhed. Føreren bliver bedt om, kort at orientere flokken om, hvad det er for en hund og lidt om hvad den bliver brugt til. Derefter går testlederen lidt væk med hunden og prøver at få en kontakt med den, når den er fra føreren. Testlederen ser efter øretatovering og om han/hun kan undersøge den, uden den gør modstand.

Der bliver beskrevet, om hunden selvstændigt tager kontakt, overdrevent eller snuser/berører testlederen, eller den trækker sig og måske gør bidforsøg. Der bliver også beskrevet, om den vil gå med testlederen, og om hvordan den kan håndteres.  

Det første testmoment handler om hundens forhold til en fremme person. Er hunden tilgængelig, reserveret eller måske sky.

Kan en fremmed person få lov at gå en tur med hunden og røre ved den. Her går det fint og hunden følger villigt med

Leg:

Imens testlederen er gået lidt væk med hunden, vil føreren få overrakt en klud/sæk, som denne og testlederen senere skal kaste imellem sig for at se, om det vækker hundens interesse for leg. Testlederen vil fortælle, hvordan man skal gøre, og efterfølgende er det ham/hende, man skal følges med bag flokken fra moment til moment.

Kastelegen bliver udført tre gange, hvor den altid ender med, at testlederen kaster kluden/sækken ud til siden for at se, om den vil rende efter den og tage den. Efter sidste kast tager testlederen kluden og prøver at få hunden til at tage fat i den og evt. lave en trække leg. Der bliver i skemaet afkrydset, om hunden vil lege, og om den trækker i sækken, til testlederen slipper kluden.  

Legen skal vise om hunden vil engagere sig i social leg. Nogle hunde starter hurtigt og forsøger at få fat i sækken, mens andre blot står og kigger

Den sociale kampleg afslutter denne del af testen. Her holder hunden godt fast til testlederen slipper.

Jagten:

Efter legen vil gruppen gå til næste startplads, som er jagten, og bag dem vil testleder og hundefører komme. Jagtbanen består af ml. 7 og 9 pæle, som er sat i jorden med 8 meter imellem i to rækker med ca. to meters afstand, så der kan trækkes en snor i sik-sak mellem pælene. På snoren vil være bundet en hvid klud, som ligger 20 meter fra, hvor hundeføreren bliver bedt om at stå med sin hund. På tegn fra testlederen vil snoren blive trukket væk fra hunden, rund om pælene i sik-sak af en beskriver, som er gemt, i skjul et stykke,  bag sidste pæl, og på nyt tegn fra testlederen bliver hundeføreren bedt om at slippe hunden. Hunden må heller ikke her få nogen kommando, idet vi kun vil se om hunden af sig selv starter en jagt på kluden. Ikke hos alle racer ønskes en jagt. En hyrdehund bør vise lidt lyst til at jage, hvis den skal kunne drive en flok, men vi ser dog, at mange ikke løber efter.  Andre racer, ønsker stor jagtlyst, eller vi ønsker at de har lave tærskler for jagtlyst, som er det vi testsammenhæng, egentligt ser efter. Der bliver beskrevet, om hunden løber efter, og om den tager byttet. Momentet bliver altid kørt to gange, fordi man også ønsker at se, om interessen stiger eller falder.  

Testlederen giver signal til hundeføreren om, at slippe hunden, når kluden er kommet godt i gang med at "flygte" som en anden hare. Nogle hunde trænes intensivt bl.a. lineføring, der som regel foregår ved venstre side. Dette kan give hunden den tro, at den er under kommando, og af den grund ikke forsøger at fange kluden. For at kompensere for dette, kan hunden holdes på højre side som i dette tilfælde.

Aktivitetsniveau:

Hundeføreren bliver bedt om at stille sig på et afmærket sted med ryggen til flokken. Hunden skal holdes i hel lang line, og den må ikke være ”på plads”. Hundeføreren må ikke kontakte hunden under forløbet og heller ikke kikke efter den. Hundeføreren skal stå der i tre minutter, og imens står flokken og  beskriverne og iagttager dem. Ingen må samtale under forløbet. Det er hundens reaktion, når forventet aktivitet udebliver, som beskrives her. Hunden har indtil nu været udsat for ting, som har fart og bevægelse og nu sker intet. Nogle hunde vil stresse op og selv finde på noget at foretage sig, og andre vil slappe af og måske lægge sig afventende. Der bliver beskrevet, om hvordan hundens stressniveau er i løbet af de 3 min. det vare.  

Man skulle måske hellere kalde det passivitet, for der sker faktisk ikke noget i dette moment i hele 3 minutter. Hunden har nu både leget og løbet efter en "hare", og nu sker der så pludselig ikke noget. Hvordan reagerer hunden? Nogle hunde stresser og er meget aktive, f.eks. snuser meget rundt, bider i pinde eller springer op. Andre forholder sig mere roligt.

Overraskelse (visuelt):

Når flokken igen er på plads, kommer hundeføreren og testlederen gennem gruppen, og hundeføreren fortsætter i lige linje imod et stativ ca. 20 meter fremme. Når hunden er ca. 4 meter foran stativet, vil en kedeldragt pludselig springe op og så med spredte ben og arme foran hunden. Hundeføreren er på forhånd blevet bedt om at slippe linen på jorden og blive stående og se på dragten, når den springer op og afvente yderligere besked.

Dragten vi blive holdt stille uden flere bevægelser , og man vil nu beskrive hundens reaktioner. Fra dragten springer op og det næste minut beskriver man hundens skrækreaktion, trusler/aggressivitet og nysgerrighed. Hvis hunden ikke selv har undersøgt dragten med fysisk kontakt inden for de første 15 sekunder, vil man give den op til 45 sekunder mere før momentet afbrydes. I de 45 min. vil hundeføreren blive bedt om at hjælpe hunden i tre forskellige etaper. Først går føreren halvt frem, dernæst helt frem tæt foran, og til sidst taler føreren til dragten. Har hunden ikke haft kontakt 1 minut efter dragten er sprunget op, vil man, imens hunden tages bag flokken, lægge dragten ned og derefter bringe hunden frem for at få den til at undersøge den med førerens hjælp. Hunden skal roses og støttes, når den tager kontakt.

Afreaktion: Når hunden har haft kontakt, hejses dragten stille op, uden hunden ser det, og hundeføreren bliver nu bedt om at gå med hunden i løs line frem og tilbage på højre side af dragt og stativ i ca. 3 meters afstand. De skal gå en rute på ca. 10 skridt frem og tilbage tre gange, for at man kan beskrive, om hunden er færdig med oplevelsen, eller om der er tilbageværende ubehag. Hvis hunden tager fysisk kontakt med dragten inden det første minut, vil dragten ikke blive lagt ned, men man går direkte til afreaktionen. Afreaktionen bliver beskrevet i skemaet.

Kedeldragten trækkes op, når hunden er 4 meter fra den. Denne pludselige tilsynekomst, får de fleste hunde til at reagere, ofte med en undvigemanøvre som vi ser her. Undvigemanøvre defineres som hunden der flytter sig, men stadig kigger på dragten. Andre hunde flygter, d.v.s. løber væk fra dragten uden at kigge på den

Hunden får først lejlighed til selv at forholde sig til denne nyopdukkede ting. Herefter får den hjælp af føreren, hvis den ikke besidder en tilstrækkelig nysgerrighed til selv at undersøge sagen. Hunden her vil gerne, men det er tydeligt at overraskelsen ikke har sluppet sit tag i hunden endnu.

I dette tilfælde skulle dragten helt ned og ligge og føreren tale beroligende, før hunden kom frem og satte næsen på dragten. Hunden skal gerne forholde sig til overraskelsen ved at undersøge sagen. Ved at snuse til genstanden får hunden indtryk af, at faren er overstået.

Herefter testes hundens evne til at få denne ubehagelige oplevelse ud af kroppen igen. Afreaktionen viser om hunden kan blive overraskelsen kvit. Dette testes ved at hund og fører går forbi dragten 3 gange hver vej. Her er hunden stadig ikke helt overbevist om dragtens fredelige hensigter.

 

Overraskelse (lyd):

Igen skal gruppen først på plads, og hundefører og testleder kommer gennem gruppen. Hundeføreren går i lige linje frem imod et markeret sted. Når de er ud for et bestemt sted, vil en stor tyk kæde blive trukket hen over en bølgeblikplade. Det larmer meget i ca. 2 sekunder. Når larmen starter, skal hundeføreren straks slippe linen på jorden,  stoppe op og dreje sig imod lyden og se den vej.  Herefter vil man se, hvordan hunden reagere på samme måde som ved dragten. Dog beskrives kun skrækreaktion og nysgerrighed. Kan den ikke selv klare at undersøge, vil der blive sat hjælp ind, og som sidste mulighed vil man hente hunden og prøve at lokke den frem i linen.

Afreaktion : Lige som ved dragten skal hundeføreren og hunden efterfølgende gå tre runder frem og tilbage for at se, om der er tilbageværende skræk i hunden. Dette bliver også beskrevet i skemaet.  

Også i dette moment udsættes hunden for en overraskelse, men denne gang er den kun hørbar, ikke synlig. En kæde skramler over en metalplade, hvad der nok kan få de fleste hunde til at reagere. Afreaktion m.m. er ligesom for kedeldragten

Spøgelser (revirforsvar):

På et anvist sted bliver hundeføreren bedt om at gå ud og stille sig efter at være gået gennem gruppen, som under hele momentet vil stå  bag hund og fører på samme måde som ved de andre momenter. Hunden skal her være i hel lang line under hele forløbet, og hundeføreren må ikke slippe den, før testlederen beder om det ved afreaktionen.

Testlederen vil her stå lidt bag hundeføreren under forløbet og dirigere de to spøgelser et af gangen. Hundeføreren skal hele tiden se på spøgelserne som skiftevis vil komme langsomt imod hunden, ca. 5 meter af gangen. Når de er ca. 4 meter foran hunden eller hundeføreren, hvis hunden står bag denne, vil testlederen bede føreren om at tage linen af ved halsbåndet. Under forløbet bliver der beskrevet hundens skræk og trusler/aggressivitet.

Afreaktion: Når linen at taget af, vil man beskrive hundens evne til at undersøge og afreagere på de to spøgelser. Hvis den ikke selv tager fysisk kontakt med begge spøgelser, vil der blive sat hjælp ind. Hundeføreren bliver bedt om at gå lidt frem imod det ene spøgelse, og hvis hunden ikke inden 15 sekunder tager kontakt, bliver man bedt om at gå helt frem og stille sig tæt foran spøgelset. Efter yderligere 15 sek. skal spøgelse og hundefører samtale for at lokke hunden, og efter endnu 15 sek. bliver føreren bedt om at demaskere spøgelset. Hvis hunden derefter selv tager kontakt til det andet spøgelse, stoppes momentet

ved at 2. spøgelse demaskeres - ellers bliver hjælpen på 2. spøgelse kørt, som ved det første. Så snart hunden tager fysisk kontakt med begge spøgelser, bliver momentet afsluttet, og i skemaet bliver afkrydset, hvornår hunden tager kontakt.  

Momentet tester hundens revirforsvar, og giver mange forskellige reaktioner. Her har vi f.eks. en Broholmer, der udviser tydelig aggression. Læg mærke til de rejste børster, den lave kropsholdning og ikke mindst den rejste hale med krumninger. Hunden står i linen foran hundeføreren, men søger lidt støtte hos testlederen

Momentet tester hundens revirforsvar, og giver mange forskellige reaktioner. Her har vi f.eks. en Broholmer, der udviser tydelig agression. Læg mærke til de rejste børster, den lave kropsholdning og ikke mindst den rejste hale med krumninger. Hunden står i linen foran hundeføreren, men søger lidt støtte hos testlederen

Boxeren her skal nok klare sagen selv. Denne hund viser tydelige flugttendenser og har bestemt ikke lyst til et nærmere bekendtskab med spøgelserne Når spøgelserne er nået frem, går de i passiv, d.v.s. vender det truende blik væk fra hunden.

Hundeføreren får nu besked på at tage linen af hunden og blive stående. Hunden skal have lov til at vise hvad den selv kan og vil uden hjælp. Her er hunden tilstrækkelig nysgerrig til at overvinde frygten. Den nærmer sig spøgelset for, at se det nærmere an.

Mange hunde skal have støtte fra føreren til at klare sagen. Her er hundeføreren blevet bedt om at stille sig tæt foran spøgelset. Efter et stykke tid begynder de også at tale sammen, for derved at fortælle hunden, at faren ikke er så stor. Her ser vi at hunden har stor lyst til at snuse rundt i passende afstand. Hunden kigger bevidst væk fra spøgelset.

Til sidst hjælper hundeføreren dragten af spøgelset, der heldigvis viser sig at være et rigtigt menneske. Det plejer de fleste hunde at blive glade for, således også i dette tilfælde

Skarp lyd:

Hundeføreren bliver på et anvist sted bedt om at lege aktivt med hunden. Helst trækkeleg med klud eller bold, men hvis hunden ikke vil lege, må man prøve at få en anden aktivitet i gang imellem hund og fører. Imens bliver der med 15 sekunders mellemrum skudt to løse skud med en 9 mm. pistol i ca. 20 meters afstand fra hunden. Her må/skal hundeføreren snakke og opmuntre hunden, så man kan beskrive, om hunden afbryder, genoptager eller fastholder sin aktivitet med føreren. Der bliver beskrevet hundens evne til at fastholde sin aktivitet eller sin flugttendens fra lyden.

Efter legen med de to skud skal hundeføreren stå med hunden i lang line uden at snakke med den, og uden at den er ”på plads”. Der vil igen blive skudt to skud med 15 sekunders mellemrum. Igen vil der blive beskrevet, hvordan hunden reagere. Hele skudsekvensen bliver beskrevet under et.  

Som det sidste moment testes hunden for skudfasthed. Der skydes i alt 4 gange, heraf to skud hvor hunden leger som på billedet her. Her lægger man mærke til om hunden er i stand til at genoptage legen, hvis den holder op når der skydes. De næste to skud falder, mens hunden er iaktiv. Bliver hunden mere og mere nervøs, eller forholder den sig afbalanceret under hele forløbet.

Efter ”testen” :

Nu er hele beskrivelsen færdig, og testlederen vil overdrage hundeføreren til den beskriver, som har sat alle krydserne. Denne vil fortælle, hvordan hunden har reageret i alle momenter og give en kort konklusion på hundens tærskelværdier. Det er ikke beskriverens opgave og fortælle hundeføreren/ejeren, om hunden er velegnet til at avle på, og heller ikke om den er god eller dårlig. Man kan ikke forvente, at beskriveren kender racens ønskeprofil så godt, at man kan få en vurdering af resultatet. Når man beskriver hunde, skeler men ikke til, hvad det er for en race. Alle racer beskrives og testes på samme måde. Det er ejeren, opdrætteren og klubben der afgør, hvordan hunden er i forhold til det, som er ønsket for racen, og det vil altid være ejeren, der bestemmer, om hunden skal give sin arvelige adfærd videre til afkom.

Ordforklaring :

I forbindelse med mentalbeskrivelse er der en del ord og begreber, som mange ikke helt forstår. Jeg vil  prøve at forklare, hvad nogle af dem betyder.

Ønskeprofilen er fremkommet ud fra hensynet til en races anvendelsesmuligheder og brugen af den i det samfund, vi lever i.

Der er en lidt forskellig ønskeprofil på hver race. For de fleste racers vedkommende er der taget hensyn til at de skal være alsidige og kunne fungere som arbejdshund, men også trives som familiehund både i by og på land.

Selv om der findes en ønskeprofil, betyder det ikke, at vi skal avle kun på de hunde, som ligger lige netop på det ønskede, eller kun på dem som er meget nær. Der skal tages hensyn til mange andre ting også. Ønskeprofiler er lavet ud fra en tænkt hund, ud fra det mest optimale, der kan  forestilles at kunne opfylde de krav, der stilles til en hund i vort samfund i dag.

Raceprofilen: er den profil, der kommer, når mange hunde har været gennem en mentalbeskrivelse. Alle disse hundes gennemsnit giver et overblik over, hvordan hundene har klaret sig. Der vil altid være hunde, der ligger ”dårligt” og ”godt” i forhold til gennemsnittet. Derfor skal man ikke forvente, at en raceprofil siger hvordan, alle hunde er.  

Gennemførte hunde er de hunde som gennemføre uden at blive stoppet undervejs. Det betyder ikke at det er ”gode” hunde. Det skal vurderes efter hver enkelt hund.

 De hunde, som gennemføre en mentalbeskrivelse, vil ofte være meget forskellige. Får man hele kuld til beskrivelse samtidigt, vil man måske kunne følge en rød tråd gennem hele kuldet. Enkelte hunde siger kun noget om den pågældende hund og ikke helt gældende for begge dens forældres arvelige egenskaber.

At en hund gennemføre en mentalbeskrivelse giver ingen sikkerhed for, at hunden har et stabilt og godt nervesystem. En hund, som gennemføre, kan sagtens være et dårligt eksempel for racen og bør derfor måske ikke nødvendigvis indgå i avl. Til gengæld kan en hund, som afviger meget, men på uvæsentlige punkter, være god at avle på, sammen med en hund, som tilføre det, der mangler. En hund, som ikke viser legelyst eller jagtlyst, selv om det ønskes, eller som ikke kan undersøge uden hjælp, men godt kan afreagere, kan sagtens blive en fornuftig hund at avle på, for det er ikke de ”mangler” som giver problemhunde. En hund, som viser skræk over for skud og lydmoment, kan derimod give hvalpe, som folk får problemer med. Det er ikke sjovt at have en hund, der altid er bange for skud og torden. Skudredhed er meget arveligt. Man er nødt til at sammenligne test-resultatet med racens ønskeprofil og vurdere, om den ligger sådan nogenlunde i overensstemmelse med det, som er ønskeligt for den pågældende race. Man skal huske på, at selv om ønskeprofilen ikke er, som den hund man nu er blevet glad for, så er det erfarende hundefolk, som har afgjort, hvordan ønskeprofilen skal se ud med hensyn til racens specielle adfærd og brugsegenskaber. De har udarbejdet den så nervesystemet hænger sammen på en fornuftig måde, uden at races type og egenskaber forringes. 

Det er ikke sikkert, at de felter, hvor hunden afviger mest, er nogle særligt væsentlige områder. Dvs. at hvis en hund på overraskelsen ikke gør’, og der i ønskeprofilen står, at det skal den, så ligger resultatet ikke korrekt, men derfor kan hunden godt være ok. Det er, som det vi ofte bruger hundene til, mere hensigtsmæssigt, at en hund ikke nemt føler trang til at gø end det modsatte. Hvis en hund derimod viser frygt og tilbageværende skræk  i et eller flere momenter, kan det give problemer i hverdagen. Overraskelsen kan sammenlignes med oplevelsen af en pludselig fremkommende person. F.eks. frem bag et stakit eller en på rulleskøjter, skateboard eller lign., som kommer ud fra en have.  Kan en hund ikke afreagere, selv om ejeren hjælper den på overraskelsesmomenterne, er der stor sandsynlighed for, at den også vil have problemer med det i flere situationer i hverdagen.  

Afbrudte hunde

Det er de hunde, der undervejs ikke har kunnet klare at afreagere helt på et moment, eller de har bidt testlederen eller i en figurant. Den har ikke kunne lokkes tilbage til det sidste, den blev forskrækket for, og derfor stopper testen der.

De hunde, som ikke kan gennemføre en hel mentalbeskrivelse, bør normalt ikke indgå i avlen. En sådan hund har stor sandsynlighed for at give sine dårlige egenskaber videre til sine hvalpe eller den næste generation igen. En hund kan stoppes i alle momenter. Hvis den bider testlederen i starten, kan man ikke fortsætte eller hvis hunden ikke kan bringes tilbage frivilligt efter en flugt i et moment, bliver den også stoppet. Man tvinger ikke hunden til at gennemføre, for den skal ikke gå hjem med en så dårlig oplevelse. Det viser jo bare, at hunden har problemer, og måske kommer den ikke over oplevelsen, hvis man tvinger den igennem. En hund, som stoppes undervejs, viser at den har problemer i et eller flere momenter, og en sådan hund har ikke et godt og komplet nervesystem. Måske vil den, når den trænes og får en masse positive, oplevelser blive en udmærket hund, som kan fungere i sin familie, og der hvor den er vandt til at være. Eksempelvis på træningspladsen eller i udstillingsringen hvis det er det, den er trænet til. Det betyder dog ikke, at dens arvelige anlæg bliver bedre. Grunden til at hundene beskrives, når de er så unge, er netop for at se reaktionsmønstret på den ”rå” hund, hvor de arvelige anlæg bedst gennemskues

Afkrydsningerne

Hvad siger indholdet i kasserne, og hvordan passer den enkelte hund ind i felterne. I hver kasse er der en tekst, som beskriver, hvad hunden gør, eller hvad den overvejende gør. Når en hund ikke gør lige nøjagtigt det, som står i en af kasserne, så må man se på, hvor den bedst passer ind. Det betyder ikke, at beskriverne selv bestemmer, hvad hunden burde gøre eller måske gjorde. Hvis hunden gør noget af det, som står i den ene kasse, men mere af det som står i en anden kasse, kan det være her, krydset kommer til at ende. Hunden kan godt gøre det, som står i flere kasser, men krydset skal stå i den kasse, som opfylder mest af det, hunden gør. Her er det vigtigt, at beskriveren kender til hundes signaladfærd for at kunne se, hvad det egentlig er, hunden gør. Hvis man f. eks. skal afkrydse feltet for aktiviteten, og hunden starter med at gå rund i det første min., men i de sidste to min. lægger den sig ned, vil krydset havne i den kasse, som siger, at hunden sidder, ligger eller står, fordi det er det, den mest har gjort, og fordi dens aktivitetsniveau falder markant

Afkrydsningen beskriver, hvad hunden gør i det enkelte moment, men ikke hvorfor. Der bliver ikke givet en vurdering af, hvorfor en hund gør det ene, eller måske ikke gør det andet, eller hvorfor den gør noget helt tredje. I nogle tilfælde kan det være, at hunden viser mange konflikter. Det kan få afgørende betydning for, hvor krydset bliver sat, og vi høre nogle gange, at ejerne ikke forstår, at vi mener, at deres hund er bange, når de ikke ser den flygter. Hvis en hund vælger at stå med ryggen til spøgelserne eller lægger sig ned og ser lige i jorden, skal man ikke tro, at hunden er upåvirket. Vi høre tit folk sige, at en sådan hund ikke gad gø eller hidse sig op over spøgelserne, fordi den godt kunne se, at det var mennesker. Bange var den i hvert fald ikke siger de. En hund vender ikke enden til en truende ting, der nærmer sig, hvis den ikke er usikker eller bange, og den vælger slet ikke at kikke i jorden, uden den har problemer. Så, jo - hunden er bange eller magter ikke at løse problemet, fordi den konflikter. Hvis man ikke ved så meget om hundenes signaladfærd, kan det somme tider være svært at forstå, at der bliver afkrydset, af at en hund viser flugttendenser, når ejeren syntes, at hunden bare keder sig 

I jagt situationen oplever vi også at ejerne siger: ”Min hund løber ikke efter, fordi det har den lært!” Vi tester altså unge hunde, og hvis den allerede har lært, at den ikke må forfølge noget, der bevæger sig, uden at den er under kommando, så kan vi jo bare konstatere, at ejeren virkelig har haft succes med sin træning. Det kunne jo også være, at den ikke har så  lave tærskelværdier for at løbe efter noget, som bevæger sig i det hele taget. Nej, siger ejeren, for den løber altid efter høns, katte og lign. Ja, det tror vi på, for der er både færd, lyd og bevægelse. Her, i testsammenhæng,  er det kun bevægelsen, som tænder hundens reaktioner. Hvis en hund ikke løber efter kluden, selv om det ønskes for racen, behøver det jo ikke være noget problem for at have en god hund, for der er ikke så mange folk, som ønsker en hund, der løber efter alt hvad, der bevæger sig. Derimod kan det give store problemer og bekymringer hos folk, hvis de får en hund, som er meget skudræd, eller som ikke kan afreagere godt. Det er to meget arvelige faktorer, som man som opdrætter, bør tage meget hensyn til.

I flere momenter på testen beskriver vi hundens tilbageværende skræk. Der kan evt. være krydset af i feltet, der hedder : strakt line væk fra pladen eller dukken 1. gang Går i bue 2. og 3. gang. Det betyder, at hunden, selv om den har haft kontakt med objektet, samtidig med at  ejeren/føreren roser og støtter den, alligevel ikke kan passere forbi uden af skrækken enten genopstår, eller den ikke bliver færdig med sin skræk, over for det, der skete. Den bære sit problem videre til næste moment, fordi den ikke på den givne tid, bliver færdig. Den hund, som får sit kryds i feltet, hvor der står: ingen undvigelser, viser at den er færdig med oplevelsen, og at den kan gå forbi uden at blive utryk eller trække sig. Måske er den mere nysgerrig og vil gerne hen til momentet igen. I løbet af testen bliver alle hundene jo udsat for nogle oplevelser, som øger dens stressniveau, og ikke alle hunde kan klare at afreagere, så de kommer hele vejen igennem. Hvis en hund ikke kan bringes tilbage til et moment, den er bange for, uden at den skal tvinges, stopper man testen, og den får ikke lov til at gå videre. Det er for ikke at gøre skade på hunden. Hvis vi tvang den tilbage, kunne den måske tage skade. Men fordi vi ikke tvinger nogle hunde, er der ingen, der har taget

skade eller haft dårlige tendenser, efter de har været testet. Man skal ikke være bange for at stille med sin hund på testbanen, for man får samme hund med hjem bagefter. Eneste forskel er, at man får et skema, som siger noget om hundens adfærd og dens arvelige anlæg. 

Avlsegnethed

Jeg håber, at når folk læser dette, så vil vi få endnu flere hunde på testbanerne fremover, så flere kan begynde at bruge det i avlen. Disse test af flokfunktionen, jagtfunktionen, forsvarsfunktionen og undersøgelsesfunktionen er de mest videnskabelige

beviser på arvelig adfærd. Hvis bare opdrætterne ville benytte disse beskrivelser noget mere og frasortere de dårligste hunde og benytte de bedste set ud fra et stabilt nervesystemet, ville vi hurtigere kunne mindske chancen for at der stadig er hunde som er med til at skabe rygter om dårligt temperament.

Jeg har efterfølgende udfyldt et skema, som det ser ud, som det man får, når man har været til test. I dette skema har jeg - i stedet for at krydse af for en hel hund - lavet nogle gråzoner (arvet gule). Disse gråzoner er steder, hvor man bør være meget forsigtig med at avle på hunden. Er kun et eller to af disse felter markeret kan hunden måske godt bruges til avl, hvis den matches med en partner, som opvejer resten, men vær forsigtig og vælg med omhu. Brug også din egen vurdering af hvordan du syntes din hund har været i den tid, du har nået at have lejlighed for at studere den. Hvis den aldrig har givet anledning til bekymringer og altid har vist, at den er frimodig og veltilpas i alle situationer, så gør det muligvis ikke så meget, at den får et par felter i gråzonerne. Man skal regne med, at nogle af reaktionerne ofte forstærkes med alderen. Her tænker jeg specielt på de felter, som beskriver trusler og skudrædhed

PROFIL MED GRÅZONER